Om Sofie
Min kærlighed til håndlavet pasta går langt tilbage og med en italiensk morfar er det måske ikke så underligt.
Selvom min mormor og morfar næsten aldrig brugte den pastamaskine, de fik tilsendt af vores italienske familie i 80’erne, stod den i mange år som et stille minde om et køkken langt væk. I dag står den i mit køkken på Nørrebro, hvor den bliver brugt flittigt.
Herfra arbejder jeg med pasta som både håndværk, fortælling og formidling. Jeg er journalist, radiovært, forfatter og pastaformidler, og jeg bruger både ord, lyd og hænder til at gøre italiensk madkultur levende og tilgængelig.
I 2024 udgav jeg bogen Håndlavet pasta, som er en introduktion til teknikker, dej, former og de små greb, der gør en stor forskel i køkkenet. Siden har jeg udvidet mit arbejde med pastakurser, pop-ups og digitale kogebøger, som du kan købe her på siden.
Mit fokus er ikke perfektion, men nysgerrighed og håndværk, der gør det muligt for flere at lave pasta fra bunden, uden at det behøver være kompliceret.
Jeg arbejder løbende med nye projekter, hvor pasta, formidling og madkultur mødes - både i køkkenet, på scenen og i digitale formater.
Kontakt mig gerne ved spørgsmål, samarbejder, booking eller andre henvendelser.